Planen var klar. Vi skulle til Abisko.

Tre børn, min gode ven og mig selv. Desværre fik han forfald, så vi skulle beslutte om vi skulle tage af sted uden ham. Alle planer var lagt, ruten var klar, udstyr indkøbt og billetterne bestilt, så beslutningen var nogenlunde nem. Vi skulle af sted. Mig og tre “børn (10, 14, 16).

Lyv – Snyd – lok

Den samlede oppakning til turen. Der er ca. 25kg mad

Hvordan får du dine børn med på 15 dages vandring i fjeldet?

Det er nok det første spørgsmål jeg har fået. Svaret er simpelt. Lyv om distancen, snyd dem med adgang til toiletter og lok med noget attraktivt. Jeg lokkede med hyppige besøg i fjledbutikkerne – selv om det pinte mig hver gang at give 30kr for en cola – og overnatning på det berømte Ishotel i Kiruna – og ikke uvæsentligt: En uges længere sommerferie. Det fik dem med, og vi fik mange gode oplevelser. Alene det at køre i nattog og sove i liggevogn er jo ikke så almindelig længere.

Nu skulle vi have planlagt menuen og have styr på detaljerne. Mad til 15 dage både fylder og vejer, så vi skulle vælge omhyggeligt, men uanset hvordan vi pakkede, blev oppakningen stor.

Vi valgte hjemmelavet mad som var dehydreret til 7 måltider og frysetørret mad til de øvrige dage. Morgenmad bestod af havregrød og/eller tomatsuppe. Frokosten var rugbrød med pålæg hvor vi supplerede undervejs. Derudover enkelte pastaretter (PastaPot fra Knorr) vi kunne varme til frokost. Det virkede fint.

Jeg vidste ikke hvor veludstyret fjeldstationerne er, så vi havde “alt med til alle dage”.

Nattog til Kiruna

Kiruna Central Station

Vi tog toget en tidlig morgen fra Københavns Hovedbanegård. Efter ca. 24 timer og med et enkelt skift i Stockholm nåede vi Kiruna. Vi havde valgt en liggevogn, så vi var nogenlunde udhvilede – spørgsmålet om den stakkel der fik den sidste køje også var det.

Efter ankomst til Kiruna – der I København ville blive betegnet som et tribræt – skulle vi med bus til Nikkaluokta. Den var booket og betalt hjemmefra, så alt var på plads da vi blev sat af ved starten af vores eventyr

Det var første gang vi skulle vandre i så mange dage, så planen var som udgangspunkt at gå relativt roligt så alle kunne være med og holde til turen. Ruten var ca. 130 km (det er ca. 270.000 skridt for den yngste) men en del højdemeter – især på topturen til Kepnekaise.

Der var også indlagt et par hviledage. Alt i alt en ret “konservativ” plan der skulle sikre at vi ikke gik døde undervejs. Planen var også at gå øst om Kebnekaise på turen mod Abisko så vi både fik lidt “off-road” og lidt skov.

Vi kendte ikke terrænet på forhånd, men kortstudier viste at det gik en del op og ned – uden dog at byde på de helt vilde stigninger ud over et par steder.

– – 0 – –

Sådan vel forberedte og i højt humør stod vi ved “porten til Kungsledan” den julidag i 2019 – klar til en kæmpe oplevelse (indrømmet – jeg var nok den der glædede mig mest)

Kebnekaise Fjeldstation

Vi ankom til Kebnekaise Fjeldstationen en aften i regnvejr. Opgaverne var simple: Telt op. der skulle laves mad og – i dagens anledninhg – hentes cola. 15 min senere og 150 cola-kroner fattigere var teltet slået op og madlavning i gang. Vi besluttede at dele turen til toppen op. Vi havde afsat tid til det, så vi besluttede at gå til en “mellemlejr” ca. halvvejs – overnatte og tage topturen derefter.

Udsigten fra toppen

Toptur – Sveriges højeste bjerg

Som sagt så gjort. De første kilometer gik fint, men derefter begyndte det at gå opad. Det er her jeg kom i tanke om min rygsæk vejende næsten 35 kg – knap det halve af min egen vægt.
Efter adskillige timer fandt vi et sted at slå lejr. Det var stenet og skrånede en del, men vi kunne lige få plads til teltet, og da vi havde lagt nogle store sten for enden af teltet gled jeg ikke ud i løbet af natten.
Vores telt er et 3 personers Nordisk Opland 3 PU, så børnene sov i sovekabinen og jeg fiok fornøjelsen af apsis og myggene.

Dagen efter skulle vi til toppen. Det lagde hårdt ud med at gå opad, hvilket dog ikke var uventet. Efter nogle kilometer kom vi til en top og vio troede vi bare skulle lidt frem og det sidste op – men vi blev klogere. Der var en stor dal lige foran os – så de næste 2,5 km skulle vi 200 meter ned – og 200 meter op. Tid til familieråd…. VI STOPPER IKKE!  Meldingen fra børnene var klar.

På toppen af Sverige

Nu var i kommet så langt, så der var slet ikke på tale at vende om (en beslutning som jeg tror de fortrød senere samme dag – og er vildt stolte over efter vi kom hjem). Ned og op gik vi, og så lige det sidste stykke. Vi havde medbragt varm mad som vi spiste ved det shelter der ligger lige neden for toppen. Timingen var perfekt – det var lige der vi skulle have varm mad.

Derefter gik vi til toppen som rent faktisk er som en stor iskkugle på en vaffelis. Det havde jeg ikke regnet med, men med hjælp af vandrestænger og makkerhjælp nåede vi toppen. Det var magisk….

Vi rutchede/gled/kækede ned ad toppen igen, og derfra måtte vi ned – op og ned igen.

Vejen til vores “basecamp”. Det fik opad og vi havde alt med

Det var hårdt – det var meget hårdt. Jeg bar vand, mad og ekstratøj til alle, så min rygsæk vejede ved starten tæt på 11 kg. Det svandt dog heldigvis. Børnene var også trætte. Jeg havde jo overset at man anbefalede at børn skulle være 12 for at kunne klare turen, og Ellen var 10 – men hun – og de to store – kæmpede bravt. Efter ca. 9 timer, 2000 hm og 16 km var vi tilbage i lejren. Trætte, brugte, udkørte, glade. Vi fik lavet mad som vi sad og spiste samtidig med vi så alle dem der skulle hele vejen ned til Fjledstationen. Det var et godt valg at splitte turen op.

Dagen efter gik vi til fjeldstationen hvor købte øl og cola som vi havde fortjent. Dagen efter regnede det hele dagen, og vi brugte dagen til en hviledag hvor vi fik strøm på batterierne – både fysisk og mentalt. Ida og Ellen gik i bad, og fik med meget møje og besvær redt Ellens hår ud med den dertil indkøbte trægaffel. Det var en vigtig note til mig selv: Hårbørste skal på pakkelisten, og det skal sikres den er med 🙂 Derudover spillede vi kort, men først en overraskelse. Jeg havde købt en sæt spillekort i vandfast materiale – men ingen af os havde lagt mærke til at det var et særligt tysk sæt med 32 blade. Vi fik pengene retur.

Tåge får os til at ændre planer

Vi er nu nået til 6. dagen på vores vandring, og vi skal videre. Planen er at gå øst om de største fjelde, krydse gennem terrænet ca. 10 km og finde en syd-nord gående sti som vi kunne følge. Hjemmefra en god plan, man de vi stod op var sigtbarheden under 50 meter, og det småregnede. Der var ikke udsigt til bedring.

Tågen kom lynhurtigt snigende over os

Det skulle tages en beslutning, og selv om jeg er ganske habil til at gå efter kort i de danske skove ville jeg ikke tage chancen for off-track navigation i de svenske fjelde med tre børn. Jeg valgte at tage plan B – og gå Kungsledan ruten – der er ikonisk, smuk – og trafikeret. Det var en god beslutning.

Vi begav os afsted, og havde besluttet at gå til Singhi, en tur på ca. 12 km. De lokale multtoiletter trak mere en en spade-patrulje i fri natur.
Da vi ankom til Singhi blev vi overrasket. Dels var butikken mindre end et kosteskab, men hvad værre var så var der ikke noget vand. Og vi havde ikke fået fyldt helt op. Vi klarede os med ca. 2 liter – lige nok til maden og en lille tår til alle. Heldigvis fandt vi en god bæk dagen efter, og vi huske altid at “tanke” vand når vi kunne på resten af turen.

Efter vi har forladt Singhi føler vi os næste som fodgængere på Strøget i København. Vi er blevet indhentet af Fjällräven Classic og de over 1000 deltagere. Det er meget sjovt at se så mange vandrere, og når vi bare slår lejr i god tid er der masser af plads.

Vi fortsætter og når til Tjäkta. Der er lovet storm, så denne ene gang bor vi i Fjeldstuens sovesal. Det er luksus bare at skulle stå op, tøj på, morgenmad og så afsted. Vi fik anbefalet en rute vest for floden, men efter ca. 1 time kunne vi se det ville blive svært at krydse floden og komme over til den rute vi skulle gå.
Svært er ikke umuligt, og efter lidt søgen fandt vi en passende vadested. Desværre endte både E og jeg i vandet, og i kulde, regn og blæst måtte vi klæde om. Her viste børnene sig som sande hjælpere. I hjalp E med at skifte tøj – langt undertøj og regntøj udenpå. Det holder.

Det våde tøj blev hængt over rygsækkene til tørre da regnen stoppede. Alt i alt tog vandgang og omklædning 10 minutter. Bedre teambuilding fås ikke.

Efter vores lille tur i vandet går det relativt nemt fremad. Vejret og terrænet skifter ofte, men vi er nu rimeligt rutinerede. Vi tilpasser dagsmarcherne så de passer med overnantning i nærheden af et toilet. Efter nogle dage når vi til sidste stop før Abiskos Nartionalpar –

Abiskojaur

Abiskojaur Fjeldstation. Det er fedt vejr ved ankomst, og vi får handlet, spist og kommer også til stranden og i vandet. I løbet af aftenen begynder det er småregne, og andre vandrere kommer til i let løb. Ved 22-tiden bryder helvedet løs og det regner som stod vi under den kolde bruser på hotellet. Det betyder også at en lille smule ubetænksomhed da vi satte telt op får vandet til at sejle ind – både i apsis – men også under vores footprint. Her fik syn for sagen – footprintet ER vandtæt. Vi lavede en lille fløde på mit undersag til alle rygsække og udstyr – og i nattens anledning fik jeglov til at sove i sovekabinen hos børnene. Det var trængt – men tørt 🙂

Dagen efter skinner solen om kap med 100 glade vandreres hvide tænder men vi i fællesskab ser op mod solen og ser frem til endnu en dag i sporet.
Der er ca. 15-17 km til Abisko, og planen var at overnatte en enkelt gang i nationalparken for turen var slut, men muligheden for bad og adgang til internettet var heftige motivationsfaktorer, så vi gik til og nåede frem til Abisko Fjeldstation midt på eftermiddagen.

En heltemodtagelse

Ankomsten var et kapitel for sig. Fjällräven Classic slutter samme sted, og selv om vi ikke deltog modtog vi klapsalver og hujen som om vi var fodboldlandholdet på vej i på Nationalstadion for at banke Svenskerne blå og gule – men det var “bare” os og flere hundrede glade vandrere der sad ved målstregen og nød en fadøl (eller to) – børnene var lidt beklemte – men i dag taler de stadig om det.
Lynhurtigt ind og betale for overnatning (600 SEK for at sætte teltet op 600 m væk) – men det gik. Derefter ned med teltet og så op og købe øl, cola, slik og adgang til nettet.

Fødderne op

Vi har været af sted i 16 dage, gået ca. 140km, nået toppen på Sveriges højeste bjerg, gået i regn, sol, hård blæst og alt slags underlag. Jeg er pavestolt over at mine børn har klaret det uden de store konflikter. Selvfølgelig har vi haft vores kampe – men det ville vi jo også have hjemme i stuen i Vanløse. Til gengæld har vi levet af feltmad en næsten 3 uger, boet på ca. 6 m2, og kæmpet med allergi, ondt i benene, ondt i fødderne og alt muligt andet. Der har været brok – men forsvindende lidt. Til gengæld er det tydeligt nu, at internettet trækker, men det er ikke noget der har fyldt på turen

Afslutning og hjemrejse

Jeg havde lovet børnene en god afslutning, så efter at have sovet sidste nat i teltet gik vi ned til vores Hotel – Abisko Mountain Lodge. Det er fantastisk. Søde værter, fantastisk restaurant. Vi spiste et fabelagtigt måltid, sov i en dejlig seng og kom både i rigtigt bad og Sauna. Dagen efter tog vi til Kiruna og videre til de berømte Is-hotel hvor vi skulle tilbringe vores sidste nat i Sverige på denne tur. Endnu en gang fik vi et fabelagtigt måltid i restauranten, og derefter ned i hytten (når man kommer om sommeren får man en normal hytte og overnatning i et is-værelse).
Efter en overnatning i en god sovepose på et rensdyrskind lagt på en seng af is spiste vi et godt måltid morgenmad, tog en taxa til lufthavnen og fløj hjem til Københavns sommervejr. Mætte af oplevelser, glade for turen og glade for at komme hjem efter ca. 2 ugers fjeldferie.