Turbeskrivelse – Jotunheimen

Årets tur gik til Norge. Corona var over os, og det var umuligt at komme til Sverige. Men vi kunne sejle til Norge. Der var selvfølgelig masser af begrænsninger på færgen, men det håndterede DFDS meget fint, og der var ikke mange mennesker med. Det var en dejlig måde at starte turen på – lige et smut ind til havnen og kørsel ombord. Derefter nød vi udsigten fra dækket med en kold sodavand. Om aftenen hyggede vi i restauranten, så vi var klar til at køre til Jotunheimen næste morgen

Køreturen tog 4 timer, så efter vi havde sat bilen på langtidsparkering gjorde vi klar til eventyr i fjeldet.

Ildåb som bjerggeder

Vi starter stille og roligt

Første lejrplads

Det havde jeg lovet børnene – og det var ikke sidste gang jeg måtte æde mine ord. Ruten gik bare op – op – op fra det første skridt. Det fik Himmelbjerget til at ligne en lille knold. Det tog et pænt stykke tid at komme op, og fra vi gik kl. 14 til vi valgte at slå lejr kl. 18 nåede vi kun ca. 7 km. Man skal vel lige i gang.
Vi fortsatte dagen efter, og håbede vi kunne nå frem til Fjeldstationen ved Glittertind. Det kunne vi ikke. Om vi gik langsommere end normalt, eller der bare var længere en beregnet tør jeg ikke sige, men vi endte med endnu en overnatning før vi nåede Glittertind. Det var nemt at finde gode pladser, så det gjorde ikke så meget.

Helvedespasset

Dagen efter skulle vi nå sidste etape mod Glittertind. Her kom vi fobi det som vi i efter turen døbte “Helvedespasset”, Opstigningen var hård – det var nærmest hop fra sten til sten med fuld oppakning. Vi krydsede også en hængebro hvor man skulle hoppe ud på den – det var en spændende overgang.

Ældre hængebro

Det sidste stykke måtte vi kravle i sne, og “hugge” små trin til fødderne. Da vi endelig kom op – ventede en nedstigning der ikke var meget bedre – bare længere.

Toptur – og en voksenbeslutning

Efter at have passeret helvedespasset kom vi til Glittertind Fjeldstation. Vi slog lejr og undersøgte mulighederne for en toptur. De var gode, vejret var godt og vi kunne leje kælke, så man kunne køre ned igen. Med det i baghovedet gik vi trætte poserne

Vi vågnede tidligt for at kunne komme af sted. Opstigningen begyndte og den var ikke værre end året før på Kebnekaise (LINK). Vi måtte dog hurtigt erfare at vi ikke var helt på toppen – vi havde det simpelt hen ikke godt med ondt i maven og meget andet. Det var tid til en beslutning, og jeg valgte at vende om. Vi kan ikke gennemføre en krævende toptur hvis man er afkræftet.

Surt? JA – Fornuftig? Bestemt! – Berettiget: Helt sikkert.
Vi kommer tilbage

“Den bro er så slidt så den er træt af at bære”

Dagen bød på en yderst strabadserende vandring fra Glittertind og tilbage mod Memurubu.

Den slidte bro

Strækningen skulle deles op i to etaper, men heldet var ikke med os. Da vi begyndte at lede efter lejrplads, var det eneste vand det som kom ned fra oven. Der var ikke en anstændig bæk i nærheden. Kun masser af søer med stille vand. Så længe vi havde kræfter til det fortsatte vi, og endelig kom vi til en strøm vi skulle krydse. Igen med en bro der så lidt faldefærdig ud – men efter en hurtig recce kom vi over (godt børnenes mor ikke var med). Lige efter krydsning fandt vi en god plads – og så var der masser af vand. Vi havde gået 5 timer i regn, så vi var våde som en gammel jagthund på andejagt, men teltet kom op på under 10 min, alt blev sikret og så kunne vi komme i tørvejr og få mad. Lang dag – vi gik næsten 19 km i et meget hårdt terræn.

Det høje pas

På vej mod Memurubu

Der var kun et krav til til dagens etape. Vi skulle nå Memurubu. Vores båd tilbage til bilen afsejler næste morgen tidligt, så der kan vi næppe gå. På papiret en relativ let tur, men virkeligheden vil noget andet. For det første er det meget vådt – vi skal konstant krydse store og små vandløb. Enten ved at hoppe på sten eller ved at gå på broer af vekslende kvalitet. For det andet skal vi krydse endnu et pas. Det ser nu fint ud, men på vejen møder vi andre vandrere der fortæller os at vejen er spærret så vi skal finde en alternativ rute. Vi finder heldigvis en relativ nem rute, men vi skal stadig væk fra stierne og ud i terrænet. Det er hårdt at bevæge sig der med fuld oppakning, men belønningen på toppen er til at føle på. Fantastisk udsigt, chokolade for rygsækken, og børnenes favorit: Netdækning. Nedstigningen til Memurubu er stejl, men til at have med at gøre. Det sidste stykke er den ret befærdet da det er en del af den ikoniske ruter over Bessengen.

Hvor vi kommer fra

Vi ankommer til Fjeldstationen omkring kl. 16, slår telt op på en kæmpe plæne, får handlet lidt i den lokale butik og slapper egentlig bare af. Vi skal med båden næste morgen kl ca. 9, så vi har ikke travlt. Det er ren hygge. Det afslutter også vandreturen. Vi skal nu sejle det sidste stykke, og derefter køre hjem.

Hjemrejsen

Sejlturen langs Bessengen var en meget smuk tur. Jeg er sikker på at det også er smukt at gå på toppen, men vi var glade for at sejle. Vi havde gået nok for denne gang.

Udsigten mod Memurubu

Man kan ikke nå færgen fra Oslo med mindre man kører fra Jotunheimen kl. 4 om morgenen. Vores plan var derfor at køre til et hotel i Oslo, bade, klæde om og få lidt godt mad – og så sejle hjem næste dag. Det var en god plan, men næste gang tror jeg vi vælger at sejle til Norge, og så køre hjem. Det giver en del mere fleksibilitet og turen er ikke så lang at det er umuligt (det var det dog i 2020 pga Covid-19 hvor man ikke kunne komme gennem Sverige).