Ljungdalen
Et sted i Sverige - midt mellem syd og nord. En uge i fjeldet
Vandretur 2021 – Ljungdalen
Årets vandretur med mine “børn” (18, 16 og 12) gik til Ljungdalen i Sverige. Det er ca. 1000 km kørsel fra København. Ljungdalen ligger i Jämtland, som nok er kendt for ruten “Jämtlandstrianglen”. Vi valgte dog at gå egne veje.
Jeg startede med at søge råd hos Ljungdalen Turistbureau, som svarede på spørgsmål indenfor få timer (på en søndag). De kunne hjælpe med parkering, ruteforslag mv.
På den lange køretur derop kom vi henover “Flatruetvägen” som skulle være Sveriges højest billigende vej. De sidst knap 40 km var på en blanding af grusvej og gammel asfalt. PÅ turen måtte vi flere gange holde tilbage for rener og andre dyr – så skiltene med krydsende rener passer faktisk.
Jeg havde planlagt en fin rute med udgangspunkt fra P-pladsen ved Kläppen og derfra til Helagt – en rundtur i fjeldet og samme vej retur. Jeg måtte hurtigt erkende, at vi ikke kunne gå så langt som jeg havde troet. Om det var formen eller terrænet er i denne sammenhæng ligemeget. Det gode ved området er at man faktisk kan lave rigtig mange ruter hvor man kommer forbi fjeldstationer minimum hver anden dag.
Vi endte med at gå fra Kläppen (p-plads) -> Helags (12 km) -> Sylarna (2 x 11 km) -> Gåsen (18 km) -> Helags (17 km) -> Kläppen (12 km).
Børnene var mest begejstrede for Fjeldstationen ved Sylarna (den mest moderne) og jeg sværger til Gåsen (Traditionel, men fantastisk udsigt).
Ruten betød at vi kunne dele en 22 km strækning op i to hvis vi ville, men det endte med at vi gik hele distancen hver dag. Terrænet er let at gå i, men kuperet. Det er dog på intet tidspunkt i nærheden af at man skal klatre.
Turen bød på alt det man kan drømme om i fjeldet. Bjergtagende udsigter, en million-milliard myg, stigninger, nedstigninger, smuk natur og frisk vand fra rindende bække.
Vi ankom til Helags Fjeldstation på tilbagevejen efter 17 hårde km med tre toppe vi skulle krydse på vejen. Udmattede satte vi telt op og forberedte os på regn og blæst som der var lovet i vejrudsigten. Jeg lagde mig godt til rette i min sovepose kl. 22 – og børnene gik op for at børste tænder. Dagen efter skulle være hviledag for dem – og toptur for mig.
Skæbnen ville dog noget andet. Lige efter jeg havde lagt mig knækkede 2 teltstænger i vores Nordisk Oppland 3lw. Vi har haft denne type telt med på alle vores ture, og aldrig haft problemer, men nu stod vi i 15 m/s vind, regn og et telt der var klappet sammen som udtjent festival-telt.
Gode råd var dyre. Vi kunne måske reparere en knækket stand – men på ingen måde to. Der skulle tages en hurtig beslutning, og familierådet afgjorde at vi pakkede sammen og brugte natten til at gå til bilen.
Derefter pakkede vi alt sammen på en halv times tid, smed alt overflødigt ud og begyndte turen mod bilen. Vejret var ikke med os. Det regnede, blæste og var overskyet. Heldigvis bliver det aldrig rigtig mørkt, så vi kunne finde vej uden de store problemer. Vi nåede ud til p-pladsen efter knap 4 timer.
Det var en brat afslutning – og slet ikke som planlagt – men jeg er stolt af mine børn der efter 17 km med fuld oppakning accepterer at gå yderligere 12-13 km for at løse et problem. Ingen brok, ingen beklagelser. Trætte? Ja meget, men vi gravede dybt og nåede bilen.
På postiv siden er at vi på hjemvejen så den smukkeste solopgang over fjeldene på Flatruetvägen.
Nu skal jeg evaluere lidt på teltet, se hvordan man kan undgå det – og planlægge næste tur.